Nico Miskow Friborg

Der er sket meget på transområdet i de nordiske lande de seneste 10 år, ikke mindst fordi transaktivister og transforskere er i dialog med hinanden på tværs af grænser. I denne kronik vil jeg uddybe, hvorfor disse samarbejder er vigtige, og i forlængelse af Agnes Bolsøs kronik vil jeg diskutere beskrivelsen af ’transdebatten’ som et minefelt samt den modsætning, som Bolsø opstiller mellem transaktivister og kønsforskere. I kronikken vil jeg trække på egne erfaringer med at møde mure af antitrans modstand på universiteterne – både som studerende og underviser – og med at bedrive forskning i samarbejde med transmiljøerne, som jeg selv er en del af.

Transstudier i de nordiske lande – et voksende forskningsfelt

Transstudier er et endnu forholdsvis lille forskningsfelt i de nordiske lande. Dette skyldes især manglende finansiering af transrelaterede projekter, stærk modstand mod transstuderende, -forskere og -undervisere på universiteterne samt højredrejning, antikønsbevægelser og antitrans strukturer i samfundet. På trods af denne modstand vokser forskningsfeltet. Historisk har transstudier været i tæt dialog med transaktivisme, og institutionaliseringen af Transstudier i fx USA er et resultat af transaktivisme – både i samfundet og i akademiet. Dette er professor Susan Strykers arbejde et tydeligt eksempel på. Kritiske analyser af kønssystemer, kønsnormer samt af sygeliggørelse af transpersoner både i sundhedssystemet, i forskning og i samfundet generelt er stadig omdrejningspunkt for meget transforskning både i Norden og internationalt. I det følgende vil jeg uddybe, hvordan denne forskning kan bidrage til at forbedre transpersoners situation, når den sker fra og med transmiljøerne.

Ansvarliggørelse og fokusering i køns- og transforskning

For at forskning kan bidrage til at forbedre – i dette tilfælde – transpersoners livssituation, er det helt centralt, at vi som forskere holder os selv ansvarlige. Det kan starte med, at vi spørger os selv: Hvem er min forskning for, om og af? Hvordan kan den bidrage til at skabe social forandring? Hvordan involverer jeg de grupper, min forskning skal komme til gode, i centrale beslutninger? Hvad kan jeg bidrage med qua den position, jeg forsker fra? Hvad skal jeg evt. undgå at fokusere på?

Via tætte samarbejder med transmiljøerne, kan vi som transforskere sikre os, at den forskning, vi bruger (lønnet) tid på, korresponderer til de behov, der er i miljøerne. Sammen kan vi udvikle brugbare, kritiske analyser fx af sammenhænge mellem eugenikhistorie, racebiologi og steriliseringspolitikker, af transspecifik sundhed og af anden regulering af køn. Da der endnu er lang vej til at sikre helt basale rettigheder for transpersoner, fokuserer meget af transforskningen i de nordiske lande på adgang til transspecifik sundhed og juridisk kønsskifte. Eksempelvis har Rigshospitalet i Oslo, endnu, monopol på udredning og behandling af transpersoner, og transpersoner blev helt indtil 2016 tvunget til at gennemgå irreversibel sterilisering for at kunne ændre juridisk køn i Norge. Adgangen til transspecifik sundhed forudsætter stadig en psykiatrisk udredning og vurdering, og kategoriseringen og den almene forståelse af transpersoner sker derfor fortsat i høj grad inden for en psykiatrisk og sygeliggørende ramme. Disse forhold kommer bag på mange, da der cirkulerer stærke narrativer om de nordiske lande som ’exceptionelle’ og ’progressive’ på LGBTIAQ+- og kønsområdet.

Kønsforskningen er et minefelt for transpersoner

Elisabeth L. Engebretsen beskriver, at ’transdebatten’ er præget af antitrans- og antikønsudtalelser, og inviterer derfor kønsforskere til at deltage med viden om snævre kønsnormer og tokønsstrukturer.  Agnes Bolsø beskriver også ’transdebatten’ som et minefelt – dog ikke for os hvis liv debatteres, men for kønsforskere, der ”udfordrer transaktivisme”. Bolsøs beskrivelser af, hvor ”vanskeligt” det er for kønsforskere at deltage i ’transdebatten’, mener jeg afspejler en forventning om, at debatter som denne burde kunne tages let på. Men ’transdebatten’ er alvorlig, da den handler om vores eksistensberettigelse, levevilkår og rettigheder, hvilket slet ikke bør være en debat.

På trods af dette vægtes vores stemmer sjældent, og ’transdebatten’ er historisk foregået henover hovedet på os, som om vi ikke selv kan tale eller ikke ved, hvad der er bedst for os. Netop fordi udenforstående forskere, psykologer og sexologers input bliver vægtet højere, når der fx laves politikker om vores liv, er det så vigtigt, at kønsforskere anerkender den magt, deres forskning gives. Når kønsforskere deltager i ’transdebatten’ eller bedriver forskning om transpersoner uden at sætte sig grundigt ind i transpersoners levevilkår og politiske kampe og uden at have tætte samarbejder med transmiljøer, risikerer de – uanset intentionen – at modarbejde transaktivisme. De bidrager også til at reproducere og styrke både de strukturer, der marginaliserer os i samfundet generelt, og de strukturer i akademiet, der tavsgør og regulerer os og andre marginaliserede kroppe.

Jeg håber derfor, at kønsforskere, der tager imod Engebretsens opfodring om at blande sig mere i ’transdebatten’, overvejer, hvilke konsekvenser deres analyser har for os, som det handler om. Jeg håber også, de ser det som en mulighed at tie, eller at de i deres deltagelse vender fokus andre steder hen end på vores kroppe, identiteter og sexliv ved fx i stedet at granske de kønnede strukturer, der gør livet svært for alle men i særdeleshed for os.

Udfordring af cis/trans dikotomi eller usynliggørelse af transpersoners erfaringer?

I transaktivisters kampe for bedre levevilkår og rettigheder er beskrivelser af de systemer, der regulerer vores kroppe og identiteter, vigtige, og både kategorien ’trans’ og begrebet ’dysfori’ er helt centrale redskaber. Jeg mener, Bolsøs diskussion af cis/trans dikotomien og af ’dysfori’ sætter disse kampe på spil ved at fratage os centrale redskaber og usynliggøre transpersoners erfaringer – og i værste fald eksistens. Bolsø argumenterer, at ”cispersoner er lige så dysforiske som transpersoner,” fordi cispersoner også er utilfredse med deres kroppe og modificerer dem på forskellig vis ved fx at opbygge muskler. Opblødning af rigide cis/trans dikotomier er vigtigt, og snævre køns- og kropsnormer skaber uden tvivl også udfordringer for cispersoner. Men det er langt fra det samme som at opleve ’dysfori’ og diskrimination relateret til forkert tildelte køn, kønnede strukturer i samfundet, og den måde vores (trans)kroppe kønnes og opfattes på. Bolsøs sidestillen af cis- og transpersoners erfaringer af kropsnormativitet samt udviskning af ’dysfori’ mener jeg er farlig, fordi den risikerer at vanskelig- eller umuliggøre adgangen til transspecifik sundhed, der netop afhænger af påvisningen af ’dysfori’.

Ydermere er det dybt problematisk, at Bolsø fremstiller transpersoners behov for fx hormoner som at ”ligge under for misforståelser” af, hvordan kønsnormer fungerer. Argumentet læser jeg tæt sammen med antitrans feministers udtalelser om, at dette er en form for falsk bevidsthed. At transpersoner, som i Bolsøs kronik, både beskyldes for at opretholde rigide kønsnormer i samfundet og samtidig pålægges ansvaret for at dekonstruere disse normer, er problematisk og i øvrigt udbredt praksis inden for dele af queer- og kønsforskningen. Vores levede erfaringer er historisk blevet gransket og dissekeret af udenforstående cisforskere, og samtidig er vores erfaringer med og viden om disse kønssystemer blevet bagatelliseret af selvsamme cisforskere, der beskylder os for at være biased og vores viden, forskning og argumenter for at være ’minefelter’.

Falsk dikotomi mellem kønsforskning og transaktivisme

Når Bolsø i sin kronik opstiller det, jeg ser som en falsk dikotomi mellem kønsforskning på den ene side og transaktivister på den anden side, reproduceres endnu én af de barrierer, vi som transpersoner og transaktivister kæmper imod, når vi søger muligheder inden for kønsforskningen. Nemlig konstruktionen af marginaliserede kroppe som forskningsobjekter frem for forskningssubjekter – altså som nogen man forsker om, og ikke som en position man kan forske fra. Både som studerende, som underviser på antropologistudiet og som forsker har jeg – og andre, der forsker med udgangspunkt i egne, levede erfaringer, aktivisme og fællesskaber – gang på gang fået at vide, at jeg ’ikke kan være neutral’, at jeg er ’følelsesladet’, ’for tæt på’, ’for involveret’ og ’ikke akademisk’. Kønsforskningen i Norden er præget af rigid hvidhed, heteronormativitet og binære kønsstrukturer og af et ekskluderende objektivitetsregime, hvor levet erfaring og praksis ikke ses som et vigtigt eller endda legitimt udgangspunkt for vidensproduktion. Denne kontrol og regulering af, hvad der kan tælle som viden, og hvem der kan producere den, udelukker transpersoner og andre marginaliserede kroppe fra at producere viden i akademiet, og må ikke stå uimodsagt hen.

Nico Miskow Friborg

PhD Stipendiat Senter for kjønnsstudier, Universitetet i Stavange

Artikkelen er tidligere publisert på Kilden: http://kjonnsforskning.no/nb/2020/03/transaktivister-er-ogsa-en-del-af-konsforskningen

Andre artikler om trans på TrønderRød:
https://tronderrod.no/feminisme/kjonnsforskerne-tier-men-forsker-pa-transkjonn/ og
https://tronderrod.no/feminisme/trans/

    Legg igjen en kommentar

    Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *

    Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.